Traditioner og fester

Vi har efterhånden nogle traditioner i årets løb i børnehaven og dem er vi meget glade for. De er med til at give børnehaven, og dermed børnene, historie og rødder.

Fastelavn: Bliver fejret på fastelavnsmandag med forskellige aktiviteter om formiddagen, fest i gymnastiksalen om eftermiddagen, masser af udklædte børn og voksne og åbent hus hele dagen for forældre, som vil være med i løjerne.

Arbejdslørdag: For børn, forældre og personale. Vi laver ting og sager på legepladsen og andre steder - dagene planlægges efter behov

Musical: Efter en forberedelsesperiode på 2-3 uger (i starten af Juni) opfører vi årets musical til sommerfesten sammen med de børn som skal i skole efter sommerferien.

   

Sommerfest: Den sidste fredag før sommerferien inviterer vi hele familien til kaffe, kage, musical og hygge.

Skt. Hans: Vi sender heksen til Bloksbjerg på et kæmpebål den 23.6. om formiddagen.

 

   

 

Børnehavens fødselsdag: Den 1. oktober er det børnehavens fødselsdag og den skal selvfølgelig fejres med sang og musik m.m. Der plejer at være åbent hus fra ca. kl. 14:30 til 16:30 - og der er saft, kaffe og kage til alle

Julefest: Den anden fredag i december mødes vi i børnehaven til nissekor, juletræsdans, gløgg, æbleskiver og julehygge. Det plejer også at være fra 14:30 til 16:30 og der plejer at være masser af forældre, bedsteforældre og søskende, så hele huset summer af julestemning.

 

   
 

Udstillingsskabet.: På gangen foran atelieret står et glasskab. I det skab er der skiftende udstillinger, lavet af børn, personaler eller forældre. Der har været udstillet souvenirs fra Afrika, gammelt legetøj, øldåser, udstoppede fugle og meget andet.

   

Børnefødselsdage: Det er en stor dag at fylde år, og det skal selvfølgelig også fejres i børnehaven. Vi starter dagen med at hejse flaget for fødselsdagsbarnet, og der bliver lavet en flot plakat, som hele dagen står så alle kan se, hvem der fylder år. Der bliver ønsket tillykke med fødselsdagen mange gange i løbet af dagen. I løbet af dagen hylder vi fødselsdagsbarnet med en sang. Måske har barnet en rigtig god bog med hjemmefra, som vi kan læse, eller vi finder sammen på en leg. Om fredagen - i forbindelse med vores fredagsteater - fejrer vi alle de, som har haft fødselsdag i den forgangne uge - de kommer frem og bliver hyldet og vi synger en fælles fødselsdagssang for dem.