| Mere om børnehaven | ![]() |
Denne side er opdateret 2.12.2004
Børnehaven ligger i
Ajstrup, 17 km. syd for
Århus
- for de lokalkendte er det lige ved rundkørslen ved Ajstrup!
Børnehaven åbnede 1. oktober 1996 og er normeret til 120 børn - af disse kommer p.t. ca.
20 fra lokal-området
og resten fra Århus - primært midtbyen (institutionen blev da også oprettet
bl.a. for at dække en del af behovet for institutioner i midtbyen). Børnene
fra Århus, og den del af personalet, der primært er tilknyttet disse, møder
hver dag i lokaler (Mødestedet) i Toldbodgade i Århus C og kører derfra med
bus til Ajstrup - vi har 3 busafgange hver vej.
Vores udgangspunkt er at børn, som er tilknyttet Århusgrupperne afleveres og hentes på Mødestedet - det for at sikre vores naturlige og nødvendige kommunikation med forældrene. På samme måde forventer vi at børn, som går i Månegruppen, som har hjemsted i Ajstrup, afleveres og hentes i Ajstrup. Det kan selvfølgelig være anderledes enkelte dage eller i korte perioder.
Udeliv
Vi prioriterer udelivet højt og der er næsten altid gang i et eller andet udenfor. Den gamle sportsplads, fra dengang her var skole, er omdannet til et paradis for børn - med bakker, køkkenhave, kæmpesandkasse, pavillon (de seneste år har den i perioder været fyldt med halmballer - en dejlig tumleplads), hestefold med 2 heste, fårefold, høns, bålpladser, et lille stykke skov og meget andet.
Mad
Vi får overvejende økologisk mad - vi prioriterer dette højt og har valgt at have fuldkostordning i børnehaven. Efter de seneste nedskæringer har bestyrelsen besluttet at indføre forældrebetaling for kostordningen. Forældrene betaler p.t. kr. 195 pr. måned for fuld kost i den tid barnet er i institutionen. Læs mere om kostordningen her.
I sommeren 2002 indrettede vi vores overdækkede udendørs madlavningssted - med et stort muret komfur, hvor en stadig større del af vores mad tilberedes - p.t. er der hver uge gang i komfuret mindst tre dage.
Der er næsten altid nogle, som spiser udenfor. Vi har flere spisepladser rundt omkring - i den varme tid er det
meget rundt omkring i det grønne, i køligere perioder har vi overdækkede
spisepladser med læ - og så er drivhuset også et fint sted at spise!
Indeliv og et sundt miljø
Vi er så heldige at have nogle helt fantastiske forhold også indendørs, bl.a.
har vi gymnastiksal, atelier, spisesal og store lyse rum i de tidligere
klasselokaler. Især i vintersæsonen har vi stor glæde af disse fine forhold -
i den varmere halvdel af året er vi næsten altid udenfor.
Vi lægger vægt på at skabe et sundt miljø for børn og voksne - og tænker på
hvilke materialer vi omgiver os med. På den måde tror vi at vi kan være med
til at skabe et godt børneliv og også vække børnenes interesse for at
passe på den jord vi bor på.
Yderligere information
Skulle denne beskrivelse have vakt din interesse for at få en plads til dit barn i vores institution er du altid velkommen til at kontakte os for en rundvisning eller med spørgsmål. Vi træffes på tlf. 8693 3033 eller via e-mail. Ønsker du at ansøge om en plads i børnehaven henviser vi dig til Århus Kommunes Pladsanvisning (tlf. 8940 2123) - eller gå direkte til Den Digitale Pladsanvisning, hvor du kan søge plads direkte på nettet.
Læs her om takster og ventelister for pasning af børn i århusianske daginstitutioner.
Læs en mere detaljeret gennemgang af institutionen i vores Forældreinformation - her findes også mange billeder fra dagligdagen.